Inden denne anmeldelse for alvor kommer i gang, er det vigtigt, at du som læser forstår en ting: Erfaringerne som danner grundlag for denne anmeldelse er baseret på 3 dages hård og intensiv brug af kikkerten, på afstande fra 100m til 1600 meter, ja, 1.6 km Vi var 3 gutter afsted i Frankrig i juli 2015 for at prøve kræfter med lang distance skydning på et kursus/konkurrence. Hele turen kommer der en separat artikel om.
For at vende tilbage til selve kikkerten, hvad er denne Swarovski STR 80 egentlig for en størrelse? Vi har at gøre med en teleskop kikkert med et objektiv på hele 80mm. Som sædvanligt hos Swarovski, kan man vælge forskellige øjestykker med forskellige zoom. Vi brugte 25-50 gange forstørrelse. Derudover fås denne model i to varianter, en med mildot trådkors og en med moa trådkors, begge i første billedplan. Trådkorset er oplyst, så er det smart, at man kan justere styrken af lyset i forhold til omgivelserne, men endnu mere smart, at man kan helt slukke for trådkorset. Dermed kan kikkerten bruges som en almindelig spotter kikkert og bliver relevant for jægeren (bjergjagt er forfatterens første indskydelse), eller med et lille stykke ekstra udstyr- naturfotografen.
For at stille skarpt på detaljer har kikkerten et stort og ergonomisk hjul som man bare begynder at bruge instinktivt uden at tænke over det. Selve øjestykket med zoomet er også ligetil og nemt at bruge, selvom det skal indrømmes at vores stod stort set altid på max zoom.
Lidt ekstra info:
I Europa er det mildot trådkorset som er mest populær og mest anvendelig, og det var netop også mildot versionen vi havde med. Kort fortalt kan man med et mildot trådkors i første billedplan, altid finde en afstand fra et punkt til andet punkt vha. af trådkorset. Dette trådkors i kombination med Swarovskis velkendte optiske kvalitet er de vigtigste årsager til vi valgte netop denne model. Og hvorfor er det så vigtigt at kunne måle afstanden mellem to punkter? Inden for lang distance skydning (og generelt al skydning) er det grundlæggende ønsket at vide hvor skuddet har ramt. Det kan man bruge kikkerten i sin grundlæggende egenskab til. Hvis man ikke har ramt målet, kommer så ønsket om at vide hvor langt man er fra målet, for at korrigere og dermed at være i stand til at ramme i næste skud. Dette løser mildot trådkorset så.
Selve testen:
Helt lavpraktisk foregik skydningen fra det ene bjerg til et andet. Hele dagen foregik på bjerget og skydningen blev kun afbrudt af en hjemmelavet frokost serveret på bjerget. Dagene startede kl. 9 og sluttede ved. 18 tiden, så der var masser af tid til at skyde. Vi brugte indledede lidt tid på 100 og 300 meter for at verificere data hjemme fra Danmark. Efter de 300m, brugte vi kikkerten på en masse forskellige afstande, men der blev brugt særligt meget tid på 3 afstande nemlig 1000, 1300 og 1600 meter. Da vi jo var tre mand afsted, skød to samtidigt og den tredje spottede for de to skytter. Til at hjælpe på de lange afstande var der monteret et rødpunkts sigte (Aimpoint Micro) på toppen af vores STR. Det gjorde det nemt at finde målet som man skød efter, når man havde så meget zoom på.
Vores erfaringer
De praktiske erfaringer afslørede med det samme, at denne kikkert kan bruges til se huller i et stykke pap på 300 meters afstand på 50 gange zoom. Så slipper man da for at gå frem og tilbage. Det er selvfølgeligt et dyrt stykke legetøj for at slippe for at gå frem og tilbage på 300 meter, men dette afslører egentlig noget om den optiske kvalitet. Dette er faktisk den eneste kikkert vi er stødt på som kan klare det, alle detaljerne står knivskarpt med en kontrast som forekommer naturligt for øjet. Det føles som om man bare står tæt på og kan se alle detaljerne og hullerne.
Den optiske del af kikkerten fortsatte med at imponere hele vejen igennem. Selv på de 1600 meter var det nemt at bemærke detaljer i landskabet, skiverne, og endelig skuddene. Vi blev jo nødt til at presse den længere ud. Den længste afstand vi kunne måle var et bjerg på 2700 meters afstand, og selv her blev den optiske del ved med at imponere for at overskue landskabet træerne osv. Men hånden på hjertet, vi havde ikke forventet mindre af det optiske hos Swarovski, men mere til hvordan trådkorset performede som jo var den anden primære årsag vi netop valgte denne model. Det vigtigste var jo trods alt at ramme målet.
Som skrevet tidligere men her udtrykt på en anden måde, kan trådkorset bruges til at fortælle præcist hvor meget skuddet har ramt ved siden af. Allerede på 300 meter brugte vi det til at korrigere indskydningen hvor det virkede perfekt. Men det bedste eksempel som illustrerer at også trådkorset fungerede perfekt var to skud på 1600m med en 300 win mag. Der var fuld koncentration da det var første forsøg på 1600 meter. Alle data og input var dobbelt kontrolleret og det første skud blev sendt afsted. Miss. I Swarovskien kunne man nøjagtigt se at træffet var 0,5 mil til højre. Korrektion sendt til skytten og andet skud kommer. Ding! Stål pladen var ramt, den bevægede sig og den lyd var ikke til at tage fejl af om end det tog lidt tid for lyden at nå tilbage til os. Der udbrød glæde blandt os alle tre. Det vat stort. Kikkerten bidragede også i særlig grad til at vores rifler i 7mm-08 og 308win ramte på 1600m.
Som tidligere skrevet er trådkorset oplyst, vi var vilde med det de trin som justerede lyset for de var klare at mærke og forskellen i dem var tilpas. Det var især i forskellen mellem højt solskin og overskyet at vi varierede lyset. Af uvidende årsager kom vi alle tre altid til at dreje den forkerte vej for at tænde lyset. Rettere sagt tændte vi natte tilstanden, og det var ikke så brugbart i højlys dag. Vi jo var 3 forskellige personer som sad timevis bag kikkerten, men det var nemt for os alle tre at vende sig til den og bruge den. Endnu et tegn på at ergonomien er gennemtænkt og at man bare begynder at bruge kikkerten uden at tænke over det.
Kort sammenligning:
Til stede var der også andre ligesindede som havde en masse grej der kunne afprøves. Ud over vores Swarovski var der en mere med en model magen til, en anden ”almindelig” Swarovski spotter og derudover Hensholdt/Zeiss, Vortex og Leupold. Reelt var det kun Hensholdt og Leupold man kunne sammenligne da kun de havde et trådkors indbygget. Hensholdt var ok med optisk, men tykkelsen på trådkorset besværliggjorde brugen. Leupold havde et ok trådkors men optikken var dårlig sammenlignet med Swarovskien.
Opsummerende ord:
Anmeldelsen kan virke farvet og alt for rosende. Men efter vores opfattelse har vi at gøre med et produkt som er det tætteste man kan komme på perfekt til formålet. Den lille uhensigtsmæssighed med at lyset tændes ”forkerte” vej er det vi eneste vi kan udsætte på selv produktet. Frygten fra vores side er dog at en anden ting afskrækker folk, og det er netop prisen. Ca. 26.000 kroner i vejledende pris gør at man udover elske sporten også skal have en velpolstret pung.
Fordele:
-Optisk kvalitet
-Trådkorset er oplyst / kan slukkes
– Lysets trin
-Ergonomisk
-Valg mellem MIL-MOA
Ulemper:
-Pris
-Retning for at tænde lyset